NÅ – på vej ud af døren, ned efter Nanna på Soffen kiggede jeg lige hurtigt i baby-akvariet og fik en oplevelse af de sjældne. Mallefar og mallemor var i gang med formeringen – de synes åbenbart at de mangler unger i flokken. I blandt sugemaller (Ancistrus albino som vi har) foregår ritualet således:
-Mallefar finder en passende hule, egnet til at opdrætte unger
-Mallefar finder en mallemor med rogn og jagter/puffer hende ind i hulen. Holder hende derinde indtil æggene er afleveret
-Mallefar jager mallemor ud igen, med et ‘Tak’
-Mallefar leverer sæd og passer æggene indtil de klækker – han forlader IKKE hulen i flere uger ad gangen
-Mallefar passer ungerne de første 14 dage mens ungerne lever af blommesækken, stadigvæk i hulen
-Mallefar starter forfra, men tillader sig dog at spise i tiden indtil mallemor er med rogn igen
Det vi så (som vi ikke har set før) var at mallefar netop havde jagtet mallemor ind i hulen – det var derfor jeg blev nysgerrig, for mallemor var lige pludselig væk. Han kæmpede en brav kamp for at holde hende inde i hulen og på billedet har han lige puffet hende tilbage igen.
Han var MEGET ihærdig og nu hygger han sig i hulen igen, mens han venter spændt på flere unger. Bemærk mængden af malle-unger der sidder på hulen – der er MANGE flere i babyakvariet. Når han sidder lige i åbningen på hulen kan man se at han blafrer med de 2 forreste finner – det er for at skabe cirkulation omkring æggene – det gør han 24/7 mens der er æg i hulen. Man må da have ømme finner en gang imellem.
Skriv et svar